Siden Mikkeller lagde hårdt ud med kaffe fra væsel-ekskrementer er der gået konkurrence i at tilsætte de vildeste ting til ølbrygget. I dag kan du få den ædle drik fremstillet på alt fra frysepizza og penge til skyr og hvalpenis. Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvad en øl kan indeholde.
Gimmick eller god smag
Mens de traditions-tunge tyskere stædigt fastholder, at øl kun kan bestå af vand, malt, gær og humle, buldrer mere oprørske nationer frem med fantasifulde tiltag. Det var fx en suveræn marketing-stunt, da Mikkeller i 2009 lancerede den første øl brygget med tilsætning af kaffebønner, som havde været gennem hele tarmsystemet hos vietnamesiske væsler (Beer Geek Brunch – Weasel). Øl-pionerens Ewil Twin (Jeppe Jarnit-Bjergsø) fulgte stærkt op med en 17,5 % norsk specialitet brygget på “lokale råvarer” såsom penge og frysepizza fra et kendt norsk fastfood brand (“Big ass money stout” for Lervig Aktiebryggeri). Islændingene holder sig bestemt heller ikke tilbage, og har bl.a. bidraget til øl-innovationen med egnstypiske ingredienser som skyr og hvalpenis (Stedjis “Hvalur 2” med bl.a. testikler fra finhvaler). Og så er det man tænker: Hvad bliver den næste lokale råvare, der kan slå disse kreative højdepunkter og blive det nye hit i øl-overskrifterne?
Øleksperimenter bag lukkede døre
Lige så interessant ville det selvfølgelig være at få indblik i alt det, der ved en bevidst omgåelse af Das Deutsche Reinheitsgebot puttes i gærkarrene hos alverdens hjemmebryggere. For som sædvanlig er det her, der udfoldes de fleste og mest grænseoverskridende eksperimenter. Men de udbasuneres ikke med samme ihærdighed som hos de kommercielle producenter. Så hvis du har smagt, hørt om eller selv prøvet at fremstille en helt unik øl – noget ingen ville have drømt om i deres vildeste fantasi – så må du meget gerne viske det i øret på Brygstart-redaktionen. Fornyelsen – og en stor del af fornøjelsen – ligger jo i at prøve noget, man aldrig havde troet var muligt. Se blot på Noma og de andre himmelstormere på gourmet-fronten.