Basismalt

0

Basismalt
Milde malttyper, der (næsten) kan stå alene
Øl brygges normalt med et højt indhold af basismalt, da disse malttyper er rige på enzymer og effektivt omdanner stivelse til maltsukker. Denne proces er helt afgørende for den senere dannelse af alkohol, aroma og kulsyre under gæringen.
Byg er – og har altid været – den suverænt mest anvendte kornsort til malt i Danmark. De 4 klassiske basismalte er da også baseret på byg, der tørres og ristes ved lavere temperaturer end specialmaltene. De får dermed en blid smag, som egner sig perfekt til base for evt. tilsætning af mere markante malte og “krydderier”.

De 4 klassiske basismalte:

Pilsner malt (3 EBC)
Grundlaget for vores berømte pilsner er en meget lys, aromatisk og sød bygmalt, der kan udgøre op til 100 % af den samlede malt i et bryg. Pilsnermalten genfindes imidlertid også i belgisk abbey ale som den mest anvendte basismalt.
Denne malttype, der blev opfundet i 1840’erne, ristes ved lav temperatur (op til 85 C) for at sikre en høj enzymaktivitet. Der er næsten ingen forskel i farven i forhold til umaltet byg.

Pale ale (6-7 EBC)
Som navnet antyder, bruges Pale ale malt typisk til brygning af pale ale og engelsk ale, hvor den kan udgøre op til 100 % af den samlede malt i et bryg. Den anvendes dog også til mere bitre typer som porter og stouts.
Pale ale malt tørres ved lav temperatur og ristes i længere tid end pilsnermalt, hvilket bevarer flere enzymer i bygkornet og giver en lysere farve. Den længere ristning betyder også, at der ikke opstår så mange uklarheder i det færdige øl. Til gengæld er enzymaktiviteten heller ikke er så høj.

Vienna (6-7 EBC)
Vienna-malt (eller Wiener malt) bruges til øltyperne vienna, märzen, oktoberfest og mai-bock. Kan anvendes i op til 90-100 % af malten i et bryg.
Vienna ristes ved lidt højere temperatur end pilsnermalten, og indeholder dermed færre enzymer, men dog nok til at omdanne egen stivelse til sukker. Den tilføjer krop og giver en god maltsmag samt en gylden til orange farve til den færdige øl.

Munich (20 EBC)
Munich (Münchner malt) bruges som basismalt til øltypen bock, især doppelbock, men ses også ofte i mørk lager, oktober, stout, schwarzbier samt brown ale. Kan udgøre op til 90-100 % af den samlede malt i et bryg.
Munich-malt fremstilles på samme måde som Vienna-malt. Ristningen er dog længere, hvilket giver mere farve. Smagen er sød og fyldig, og maltaromaen stærkere end i pilsnermalten.

Share.

Leave A Reply