Er du blevet lidt nysgerrig over hvorfor Fyn rendte med alle priserne fra Danske Ølentusiaster i år? Så finder du i “Den Fynske ølrute” et godt udgangspunkt for din “fact finding mission” til eventyrøen.
16 bryggerier med hver deres særpræg
Fyn er nu oppe på 16 bryggerier i alt, så der er skabt en god base for at lave en ølrute, hvor du kan køre fra det ene bryggeri til det andet og smage deres mange forskellige øl – og købe lidt med hjem. Ikke mindre end 10 af øens store og små bryggerier slår dørene op og inviterer dig indenfor. Du kan bl.a. besøge Midtfyns Bryghus, Refsvindinge Bryggeri, Kerteminde Bryghus og Indslev Bryggeri & Ugly Duck Brewing Co.
Marketingsamarbejde bag ølruten
Her i 2015 er bryggerierne gået sammen om at udvikle forskellige projekter samt et fælles markedsføringsmateriale. Det gælder fx reetablering af malteriet på det hæderkronede Refsvindinge Bryggeri, og altså også en folder til “ølturisterne” i samarbejde med Visitfyn.dk, hvor du kan læse mere om bryggerierne.
“Den Fynske Ølrute” fungerer fint som inspiration til din planlægning, men vil du have det fulde billede af bryg-situationen på Fyn, bør du nok supplere med et besøg på fx Munkebo Mikrobryg, der blev kåret til Årets Bryggeri i 2014. De arrangerer også rundvisninger og ølsmagninger efter henvendelse.